Mikael Jalving et eksempel på racisme i Danmark
Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.
10.03.2020 kl. 12:50 64
Mikael Jalving
Corona, terror og højrefløj
Man skal ikke regne med pluspoint hverken fra overklasse, medieklasse, venstrefløj eller på Twitter, hvis man siger, at indvandringen fra de varme lande er langt farligere end corona.
Denne blog er tidligere udkommet i en anden version, som blev trukket tilbage, da vi blev opmærksomme på, at den indeholdte faktuelle fejl.
Redaktionen
—————————————————————-
Jeg ved ikke, om der kan skrives litteratur om coronavirussen. I første omgang handler det om at beskytte sig imod den uden at gå i panik. At sætte verdensøkonomien mere og mere i stå ligner det sidste. Skal myndighederne virkelig gøre, hvad de indtil videre har gjort – med alle de afledte negative virkninger for økonomi, arbejdspladser og samkvem? Eller kunne man gøre noget andet: Bruge nogle af pengene på at oprette større og bedre karantænefaciliteter?
På den ene side ved vi, hvordan virussen diagnosticeres, at de fleste tilfælde er milde, og at der allerede er prototyper af vaccine på vej. På den anden side er der den store ubekendte faktor, som statsministeren nu forholder sig til offentligt: Har sundhedssystemet senge- og karantænepladser nok?
Vil smittefaren simpelthen lægge hospitalsvæsenet ned, ikke bare i Italien, men også her – og gøre det farligt at være indlagt på hospitalet eller at fejle helt andre ting, der ikke vil blive behandlet?
Uvisheden kalder på litteratur. Men det er ikke sikkert, den kommer, som den kom med Albert Camus’ mesterlige roman Pesten (1947). For som forfatter Peter Lægård Nielsen gør opmærksom på i et bidrag til en ny antologi, redigeret af Helle Merete Brix m.fl., står vi i fare for, at udvalget af emner, det er politisk korrekt at skrive om, skrumper ind til næsten ingenting.
F.eks. skal man ikke regne med at få point hverken af overklassen, medieklassen, venstrefløjen eller på Twitter, hvis man siger, at indvandringen fra de varme lande er langt farligere end corona, i hvert fald på længere sigt. Det kan heller ikke svare sig at opfatte terror som andet end noget, der er højrefløjens eller underklassens skyld.
Apropos smitte, så læg mærke til den forklaringsmodel, der har spredt sig fra det ene massemedie til det andet: Når det er muslimer, der dræber med skudvåben, lastbiler, macheter og Ikeaknive, sådan som det meget ofte er, skyldes det tonen på højrefløjen og racismen mod muslimer fra dårligt uddannede kældermennesker. Når det derimod er højreradikale, der dræber, skyldes det skam også inspirationen fra højrekræfterne, altså sådan nogle som du og jeg.
Højrefløjen har med andre ord fingrene med i alt, hvad der er ondt, klimaforandringer, nationalgrænser, kristendom, kvindeundertrykkelse og den slags. Fjenden ligger til højre, og dens populistiske tanker er den reneste ondskab. Se, det kan man da kalde en idealistisk forklaring efter alle disse år med marxisme og historisk materialisme: Den forkerte tone ødelægger alt, den rigtige tone heler. Tonemestrene fra 00’erne, som vi troede havde tabt, viste sig at vinde: Tonen er Gud.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg har det lidt svært med denne ortodoksi, men den er blevet så dominerende i tid, ånd og medier, at selv de terroreksperter, der medvirker i DR-dokumentaren om terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København for fem år siden, annekterer forestillingen om, at tegnere og kunstnere igennem flere år har krænket muslimers følelser, og at disse krænkelser skulle være roden til islamisk terror. Det er vores egen skyld. Anklagen er blevet en del af vores selvforståelse, og det er naturligvis her, tavsheden og løgnen begynder.
Terroren mørklægges, ikke kun af PET, men sandelig også af de politisk korrekte. Som lederen af Læsø Kunsthal Jon Eirik Lundberg skriver i ovennævnte antologi, så ser vi billeder fra de lokaliteter, hvor terroren sker rundt omkring i Vesteuropa:
»Vi ser sårede og mennesker i chok, bårer med lig, forkullede biler eller huse (…) Men det vi ikke ser, og heller ikke får at se på et senere tidspunkt, er, hvem disse egentlige gerningsmænd egentlig er, og hvem de arbejder for. Det er baggrunden, som i forvejen er ‘mørk’, som forbliver mørklagt.«
Det sandeste billede af, hvem Omar Abdel Hamid El-Hussein, gerningsmanden fra 2015, egentlig var, fik vi derfor heller ikke i DR’s dokumentar, men ved hans begravelse i Brøndby, hvor omkring 1.000 unge mænd med masker og knyttede hænder stod klar for at ære hans minde. Her har vi baggrunden, sympatisørsumpen. Her er den lygte, der kaster lys over mørket.
Vira kommer og går. Det gør det andet ikke.
